Karsten Buchhave modtog prisen som Årets Gasflamme 2026 for sit mangeårige bidrag til udviklingen af biogasbranchen i Danmark og internationalt.
En af pionererne i dansk biogas blev torsdag hædret ved Grønne Gasdage, da Karsten Buchhave modtog prisen som Årets Gasflamme 2026 for sit mangeårige bidrag til udviklingen af biogasbranchen i Danmark og internationalt.
Karsten Buchhave har tråde helt tilbage til biogassens tidlige år på Fyn og etableringen af Bigadan i 1984, hvor Karsten Buchhave blev ansat som direktionssekretær med henblik på senere at overtage ledelsen af selskabet.
Med Karsten Buchhave som leder blev Bigadan en af de mest markante aktører i dansk biogas og voksede fra at bygge anlæg i Danmark til en international virksomhed med projekter fra Armenien og Israel til USA.
Samtidig opbyggede Karsten Buchhave den første biogaskoncern med overtagelsen af anlæggene i Fangel, Herning, Bornholm og Nysted og senere udvidet med anlæggene i Horsens, Mors, Kalundborg og Solrød.
Hans store engagement i branchen har haft stor betydning for at placere dansk biogas i en global førerposition.
- Karsten Buchhave har været med til at forme den danske biogasbranche gennem flere årtier. Han har ikke alene været pioner i udviklingen af biogasanlæg i Danmark, men også været med til at bringe danske biogasløsninger ud i verden. Samtidig har han været med til at drive udviklingen fremad – fra de tidlige anlæg til dagens fokus på grøn gas til transport, CCS og CCU. Derfor er han en meget værdig modtager af Årets Gasflamme 2026, sagde Bruno Sander Nielsen, faglig direktør i Biogas Danmark ved overrækkelsen.
Med prisen ønsker branchen at anerkende Karsten Buchhaves meget store bidrag til udviklingen af dansk biogas gennem mere end fire årtier.
Bag prisen står udover Biogas Danmark også Green Gas Denmark og Ida Energi.