Pura Futura udvikler standardanlæg til e-metan og styrker kompetencer i biogasindustrien.
Den danske energistartup Pura Futura og en række partnere har modtaget 24,6 mio. kr. fra Fonden for Retfærdig Omstilling til at udvikle og industrialisere et standardiseret anlæg til produktion af e-metan fra overskydende CO₂ fra biogasanlæg. Projektet skal accelerere udviklingen af grønne brændstoffer og sikre kompetenceudvikling til håndtering af denne PtX-teknologi.
Skalerbar teknologi til grøn gasproduktion
Pura Futura står bag udviklingen af PtX-anlægget kaldet PuraVolta®, der gør det muligt at udnytte CO₂ fra biogasanlæg til at producere e-metan ved hjælp af grøn brint. Teknologien kan integreres i eksisterende biogasanlæg og øge gasproduktionen med op til 50 %, hvilket gør den til en af de første kommercielt levedygtige PtX-løsninger til biogasindustrien.
- Vi udvikler et anlæg, der kombinerer gennemtestet forskning og industriel knowhow og kan implementeres direkte i eksisterende infrastruktur. Det er en praktisk og realistisk klimateknologi, der kan gøre en forskel her og nu, siger Jørn Rosenlund, CEO i Pura Futura.
E-metan er et grønt brændstof, der kan anvendes på tværs af sektorer – til industri, landevejs- og skibstransport. Og kan ligeledes omdannes til grønt flybrændstof.
Nye uddannelser til PtX-sektoren
Som en del af projektet vil Fredericia Maskinmesterskole og Rybners afdække behovet for nye uddannelsesforløb målrettet drift af denne type PtX-anlæg i biogasindustrien. Initiativet skal sikre, at den nødvendige arbejdskraft er til rådighed, når teknologien implementeres bredt.
- Med dette projekt sætter vi yderligere skub i sektorkoblingen, og tager ansvar for at udvikle de kompetencer, der skal til for at lykkes med den grønne omstilling, siger Nikolaj Stig Nielsen, projektdirektør i GESEK, som er en af projektets fem partnere.
Stærkt partnerskab bag projektet
Projektet realiseres i samarbejde med en række toneangivende aktører:
- Aarhus Universitet – forskningspartner med ekspertise i biometanisering.
- Engineered Market Solutions (Esbjerg) – industriel partner med erfaring i energiløsninger.
- Fredericia Maskinmesterskole & Rybners (Esbjerg) – udvikling af kompetencer til PtX-drift.
- GESEK (Grøn Energi og Sektorkobling, Region Syd) – erhvervsfyrtårn for grøn omstilling.
Med støtte fra Fonden for Retfærdig Omstilling og et stærkt partnerskab er
vejen banet for en acceleration i udviklingen af grønne brændstoffer, som kan
indgå i den eksisterende energiinfrastruktur.
Kontakt:
Jørn Rosenlund, CEO, Pura Futura –
Jeppe Hjuler Mikkelsen, COO, Pura Futura –
Læs mere på www.purafutura.com
Nu er der en unik mulighed for at blive medejer af Biogas Thy, som er et lokalt initiativ, der omdanner biomasse til grøn gas og skaber både CO₂-reduktion, forsyningssikkerhed og nye arbejdspladser.